En ny digital jobportal, der er målrettet idræts- og foreningslivet, har set dagens lys. Det er iværksætter-virksomheden, SPORTCOACH, der står bag og som er beliggende i Randers. SPORTCOACH skal være det centrale bindeled på landsplan for klubber, sportsudøvere og sportstrænere

– både i forhold til holdsport og individuel træning og coaching.

Her kan disse parter møde hinanden og få direkte personlig kontakt på en let tilgængelig, nem og overskuelig måde.

Mange idrætsklubber kæmper løbende med at skaffe trænere til deres forskellige hold – fra de bedste og dygtigste til de mindste og mest legesyge. Fra elite- til børneidræt og på tværs af sportsgrene og geografi. Konkret er det først og fremmest medlemmerne i klubbernes bestyrelser, der har problemet.

Hjælp til klubbernes ildsjæle

”Mange ildsjæle i de forskellige idrætsklubber kæmper løbende deres små kampe for at finde de nødvendige trænere til klubbens hold. I nogle tilfælde ender det med, at de selv er nødt til at tage træner-tjansen for en periode. Mange af bestyrelsernes ildsjæle bruger det lokale netværk med mund-til-mund metoden. Ofte rækker det ikke og hvad så?”, fortæller Alexander Hagensen, der er medejer og den daglige drivkraft i SPORTCOACH. Han uddyber: ”Det er netop i de situationer, at vi mener SPORTCOACH kan gøre en forskel. Vi gør trænerjobbene synlige helt bredt først og fremmest på de sociale medier, men også overfor den træner-database, som vi har på SPORTCOACH. Dermed øges chancerne for, at den enkelte klub finder den træner, de søger”.

Alexander har selv indgående kendskab til klub- og idrætslivet. Hans erfaring beror på hans tid som elitebadmintonspiller og efterfølgende hold- og individuel træner. Alexander arbejder i dag som ungdomscheftræner i Randers Badminton Klub, og er derfor et kendt ansigt i lokale badmintonkredse.

SPORTCOACH er kampklar

SPORTCOACH meldte sig kampklar i starten af oktober. ”Den første periode har vi brugt på at kontakte idrætsklubber for at fortælle dem om den nye mulighed, de har for at bruge SPORTCOACH til at gøre deres ledige trænerjobs synlige. Næsten alle, som vi har dialog med, erkender, at det løbende er vanskeligt at finde trænere. De ser SPORTCOACH som den helt rigtige og samlende mulighed, som alle idrætsklubber kan gøre brug af. Det gælder i øvrigt også for mange idrætsforbund, som vi har drøftet den nye sports-job-portal med”, siger Alexander Hagensen.

SPORTCOACH er en landsdækkende portal, der omfatter alle typer af sportsgrene. ”Det er klart, at det primært er inden for de største sportsgrene, at behovet for at skaffe trænere, er størst. Det gælder for håndbold, fodbold, badminton, svømning og gymnastik. Men vi har også fået flere indikationer fra mere nicheprægede sportsgrene som amerikansk fodbold, floorball og parkour”, siger Alexander Hagensen.

Efterspørgsel på individuelle trænere

Han spår også, at der vil opstå større og større behov for individuelle trænere inden for mange sportsgrene. ”Vi ser det allerede flere steder. Unge med ambitioner efterspørger sammen med deres forældre individuelle trænere, der kan hjælpe dem med at dygtiggøre sig for måske at gå en professionel karriere i møde”, slutter Alexander Hagensen.

Log på